Taste

Skanderborgvej 8
8680 Ry
Tlf: 86 89 00 85
taste@taste-ry.dk

Taste blev en realitet i august 2005. I en del år havde jeg gået hjemme og passet
mine to dejlige børn. Lysten til at opleve noget nyt blomstrede og ideen til Taste
opstod, fordi jeg simpelthen savnede en butik med et sortiment, som jeg selv
havde lyst til at købe. Af stiltype er jeg selv til den klassiske og stilrene. En
masse spørgsmål og ideer formede sig.

Måske var det ikke nødvendigt at drage udenbys for at købe tøj og handel
lokalt er jo godt! Skulle jeg gøre noget helt vildt og åbne min egen butik?
Modebranchen var jo ikke ny for mig, for jeg havde i mange år kørt på
landevejene som sælger til modebutikker både i Danmark og
Sverige.

Når alt var tænkt og sagt højt var der ikke langt fra tanke til handling og før
jeg fik set mig om, var Taste en realitet. Jeg valgte navnet Taste fordi det
betyder smag - min smag og den afspejles både i mit valg af kollektioner
og butikkens indretning. Taste er indrettet med gamle møbler og
nips fra min mormor og morfars hjem. Disken har været min oldefars
skrivebord. Taste er min passion - en del af min sjæl, en del af mig og et sted
jeg ganske enkelt elsker at være.

I 2009/10 blev jeg ramt af brystkræft og var tæt på at måtte “slippe” Taste.
Det var min søde mand, min mor og mit altid loyale personale der sammen
“reddede” mig og min butik - for mig en stor og rørende oplevelse. Jeg er dem
alle dybt taknemmelig af hele mit hjerte over, at jeg i dag kan føre min drøm
videre.

Hos Taste er det mit ønske, at du som kunde føler dig hjemme. Jeg er her for
at skærpe din bevidsthed om typen du er og for, at vise dig hvordan du
fremhæver din egen personlige stil. "Moden skifter - stil er for evigt" sagde
modeskaberen Coco Chanell engang. Uanset om det gælder en silkebluse, en
lækker dunjakke, en flot skål eller en anderledes pude til dit hjem - så vil jeg
være glad for, at kunne hjælpe dig.

Håber du kigger ind i min lille butik. Jeg glæder mig til at møde dig.
Du kan følge Taste på facebook, eller se mere på min hjemmeside.
Kærlig hilsen
Susanne

Se mere på vores hjemmeside: www.taste-ry.dk