Del på Facebook

Lyserød Lørdag i Ry


Lyserød Lørdag i Ry



Forkæl dig selv og støt brysterne på Lyserød Lørdag i Ry

Den 4. oktober inviterer et stærkt hold af lokale arrangører og ildsjæle til Lyserød Lørdag i Ry med arrangementer til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Kom og få nogle skønne oplevelser orkestreret af stærke fagpersoner og vær samtidig med til at støtte kampen mod brystkræft. Det foregår kl. 10-13.

Lyserød Lørdag er et landsdækkende Kræftens Bekæmpelse arrangement. I omkring 150 byer bliver der planlagt og gennemført akvititeter og indsamlet penge, som går til kampen mod brystkræft. Lyserød Lørdag er led i Støt Brysterne kampagnen, og pengene går til forskning, patientstøtte og forebyggelse.

Læs mere på: lyserødlørdag.dk

Programmet for Lyserød Lørdag i Ry 4. oktober.

Massage
Kl. 10-12 i Byens Hus Spor 3, kr. 50,- for 15 min. Nakke og skuldre. Ved Henriette Sølbeck og Karsten Lundbek.

Yoga og healing
Kl. 10-12 ved Heidi Egelund og Pia Lund på Ry Højskole, Teatersalen. 100 kr.
Døren åbnes fra kl. 9:40. Kom i god tid. Kom i behageligt, løst tøj. Husk gerne tykke strømper og en yogamåtte, hvis du ejer en. Vi har yogamåtter til de første 20 deltagere. Billetter kan købes hos modebutikken Taste, Skanderborgvej 8, Ry og hos Egelund Yoga, Vidkærvej 18, Nørre Vissing. Og ved indgangen før arrangementet med mindre der er udsolgt.
Læs mere længere nede på siden.

Stomp
Kl. 12-12.30 på Bytorvet ved Henriette Sølbeck. Folk må meget gerne medbringe ting (ikke instrumenter), der kan give lyde. Pris for deltagelse 25,- børn som voksne.

Kreativt værksted
Kl. 10-14 i Klostergaarden (det gamle 'Betina Sko'). Grafiker med kunstnerisk sjæl er tovholder for denne workshop, hvor man kan være med til at skabe små kunstværker, der efterfølgende sælges på byens restauranter. Vi har brug for flere LYSERØDE og RØDE materialer (sølv, guld kan også gå) så kom gerne med lyserøde og røde perler, bånd, maling, glimmer, stof, glasmosaikker, knapper, fjer, og også gerne skolelim, lak, tuscher, farveblyanter, spraymaling, pensler, ståltråd, glasrammer og ikke mindst lærreder i str. 20x20, 20x25/30 eller hvad du ligger inde med, der kan males/tegnes på. Materialer bedes indleveret i modebutikken Taste senest tirsdag d. 30 september. Workshoppen er for børn og kreative sjæle og koster 20 kr. pr. person.

Loppeshopping
Loppemarked på Ry Bytorv i tidsrummet 10-13. Det koster 50,- kr. at deltage med en stand (man medbringer selv borde, stativer mv), og det er først til mølle princippet, tilmelding i Taste 8689 0085.


Yoga og healing i en god sags tjeneste

Indled din lørdag med yoga og healing på Ry Højskole, når byen den 4. oktober inviterer til Lyserød Lørdag. Dagen fortsætter med andre spædende aktiviteter.

"Yogaøvelser kan vække din energi og øge din indre ro," fortæller yogalærer Heidi Egelund, som er med til at indlede Lyserød Lørdag i Ry, når hun kl. 10 inviterer både nybegyndere og øvede på 5 kvarters blid Hatha Yoga.



”Uanset om du står midt i et sygdomsforløb, eller er pårørende, så har du brug for at komme i kontakt med din indre ro og energi.  Det er derfra vi henter vores overskud, og det kan yoga hjælpe med. Vi vil lave enkle, men effektive øvelser, der løsner op i kroppen, og giver smil på læben. Og alle kan være med til denne hyggelige start på en Lyserød Lørdag, som vil bære præg af glæde, optimisme og hjertevarme,” fortæller Heidi Egelund, som er medarrangør af dagen. Hun opfordrer alle interesserede til at komme i god tid, så de er sikker på at få plads.

Efter en kort pause og forfriskning vil Reiki healer og certificeret Tankefelt terapeut Pia Lund tale om healing.

”Healing bliver ofte nævnt i forbindelse med lindring ved et kræftforløb.  Til Lyserød Lørdag fortæller jeg, hvordan en healing foregår og virker. Hvordan den kan lindre og hjælpe såvel kræftsyge som pårørende. Derpå vil alle modtage en afslappende og styrkende fælleshealing på ca. 25 min.," fortæller Reiki healer Pia Lund.

Læs mere om underviserne:
Heidi Egelund – www.egelundyoga.dk
Pia Lund – www.behandlerpialund.dk

Praktisk info (står også i det samlede program):

Lørdag d. 4. oktober kl. 10-12 – Døren er åben fra kl. 9:40. Kom i god tid.
Mød op i behageligt, løst tøj som du kan bevæge dig i. Husk gerne tykke strømper og en yogamåtte, hvis du ejer en. Vi har yogamåtter til de første 20 deltagere.
Sted: Ry Højskole. Teatersalen. Følg skiltene/ de lyserøde balloner.
Billetpris: 100 kr. Alle indtægter går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse / Støt brysterne.
Billetter kan købes hos modebutikken Taste, Skanderborgvej 8, Ry og hos Egelund Yoga, Vidkærvej 18, Nørre Vissing. Og ved indgangen før arrangementet med mindre der er udsolgt.